Hovmand

Om mig

Jeg har i mange år arbejdet med mennesker i bevægelse – som leder, coach og vejleder. Jeg har fulgt ledere i deres udvikling, og jeg har støttet unge og voksne i at finde vej, når de har stået ved et valg eller et vendepunkt. For mig er det noget af det mest meningsfulde: at være med i det øjeblik, hvor et menneske opdager nye muligheder i sig selv og tør tage næste skridt.

Min baggrund er bred. Jeg er uddannet lærer og har senere taget en kandidat i uddannelsesvidenskab med fokus på ledelse, læring og udvikling. Jeg har været uddannelsesleder med ansvar for teams, kvalitet og trivsel i komplekse miljøer – og jeg har arbejdet som konsulent og coach i både Forsvaret, erhvervslivet og uddannelsessektoren. Fælles for alt mit arbejde er en nysgerrighed på, hvordan mennesker lærer, vokser og skaber balance i deres liv.

I dag er jeg under uddannelse som kropsterapeut. For mig er kropsterapi en naturlig forlængelse af min erfaring: et sted hvor samtale og berøring mødes, og hvor vi både arbejder med det fysiske og det mentale.

Jeg tilbyder:

- Individuel coachning – et rum hvor vi sammen kan skabe klarhed, finde styrker og se handlemuligheder.

- Initiere leder cirkler hvor vi møder det udfordrende bliver klogere og finder vores handlingskompetencer frem

- Individuel kropsterapi - da jeg fortsat er i uddannelse er prisen lav - selvom udbyttet er stort :-)

Uanset om jeg sidder med en leder i et fortroligt rum, en klient på briksen eller en person, der søger retning, er mit mål det samme: at skabe plads til refleksion, fordybelse og forandring – så den enkelte kan finde balance og tage ejerskab for næste skridt.